Mr. Bridge

"Lektørudtalelse Mr. Bridge
- en fængende klassisker om hverdagslivet i Kansas City i 1930'erne. For alle voksne læsere.
Mr. Bridge lever er middelklasseliv mange vil misunde ham med en dygtig kone, egen advokatvirksomhed, et flot hus, tre børn, en sort kokkepige og rengøringshjælp samt stabile obligationer i bankboksen. Han har kontrol og er ubestridt familiens overhoved. Men efterhånden som børnene bliver ældre, gør de mere og mere oprør, og verdenssituationen er også foruroligende. En selvstændig efterfølger til Mrs. Bridge, der 1. gang udkom i 1959, mens Mr. Bridge udkom 10 år senere i 1969. Begge er klassikere i amerikansk litteratur, og er stadig i dag aktuelle skildringer om kvinder og mænds forskelligheder.
Vurdering
Evan S. Connell skriver eminent, og han beskriver på brillant og kortfattet vis dagligdagen i USA i 1930'erne. Walter Bridge lever et meget rigidt og kontrolleret liv. Han er selvretfærdig og fordomsfuld, en kedelig, ofte vranten mand. Men han er nogenlunde tilfreds med tilværelsen, selv om der er ting han ikke forstår - men disse kan som oftest ignoreres til de går væk. Det burde resultere i en trist eller kedelig bog - men det stik modsatte er tilfældet. De mange ganske korte kapitler, er så fængende og vanedannende, at man føler sig helt fortabt, når sidste side er vendt.

De varmeste anbefalinger."

Mr. Bridge

""Grå udsigt fra den grønne gren
Knudemand. Satirisk portræt af en konventionel struggler, der bliver ramt af den amerikanske drøms slagskygge.
....
Mr. Bridge er skrevet i 1969 som opfølgning på den ti år ældre Mrs. Bridge (anmeldt 25/8-17).Personerne er de samme, og begge bøger består af et stort antal hverdagstableauer, hvor han er handlingens og meningernes mand, og hun er den evigt imødekommende kvinde, der af frygt for at støde afstår fra at lufte egne holdninger....
Tidsbilledet og persontegningen i Mr. Bridge balancerer mange steder på kanten af det satiriske, men der er også passager, hvor man ser den orm, der graver i den konventionelle samfundsstøttes selvopfattelse. En dag i kirken, hvor han mod sædvane ikke døser hen, studser han over ordet fryd. Ved han overhovedet hvad det er? Hvordan kan det gå til, at han har glemt det, hvis det frydefulde engang har strejfet hans liv?....
Selv om Evan S. Connell med Mr. Bridge ikke appellerer til samme empati som i bogen om hans kvindelige counterpart, er den et fint eksempel på, hvordan humor kan bløde en skarptskåret tekst op. Som læser tager man til sig, at den konventionsfikserede knudemand er andet og mere end en reaktionær kapitalist. Han er også et offer for den amerikanske drøm om, at enhver, der - ligesom han selv - smøger ærmerne op, vil få pertoutkort til lykkeland. Da han endelig fra sin grønne gren har udsigt over landskabet, er farven grå.
Stakkels hr. og fru Bridge.""

Mr. Bridge

"Mr. Bridge
Evan Connells bog om Mr. Bridge er en udbygning af historien om Mrs. Bridge – den er sagen fra et andet synspunkt, om man vil. Mr. Bridge er skrevet efter Mrs. Bridge, men foregår før. De to bøger minder meget om hinanden, til dels fordi mr. og mrs. Bridge minder meget om hinanden, men især fordi disse bøger i høj grad bæres af fortællestilen.
Det er bøger som er strippet for mange af romanens sædvanlige virkemidler, som for eksempel plot, tempo og dybe persontegninger. Det er langsomme bøger, som i små stregtegninger af hverdagsmomenter lader os kigge ind i hovedpersonernes hverdagsliv, som det udfolder i en forstad til Kansas City i mellemkrigstiden. Og det virkelig forstadslivet, vi her får et indblik i, i en tid som virker uendeligt fjern, men som faktisk ikke ligger så forfærdeligt langt tilbage. En tid med en masse selvpåførte, snærende bånd, og en tid hvor verden var meget lille. Alt fremmed forekommer ubegribeligt og dermed farligt, og ekstrem konservatisme, sexisme, racisme, antisemitisme og garanteret en masse andre -ismer, som jeg helt har glemt at vi engang havde brug for et navn til, er dagens orden.

Det lyder ikke rart, og Connell giver os da heller ikke mange indlysende grunde til at holde af mr. Bridge. Han er en småtskåren mand i virkelig små sko – men med et varmt og uregerligt hjerte, som han desperat forsøger at holde under kontrol. Og det er faktisk ret rørende. Det er for så vidt hans eneste formildende træk, men det er også nok. For et varmt og uregerligt hjerte under streng kontrol kalder netop på de ømme følelser, og jeg blev i hvert fald vældig engageret i mr. Bridge’s historie. Jeg blev nysgerrig på ham, og havde sådan lyst til at prikke ham på skulderen og give ham en hånd. For han forstår ikke livet. Det pusler ham, og alt hvad der pusler ham, bliver gemt væk. Selvfølgelig ligger det og murrer i ham, men hans forestilling om livet er så fastlåst, at han ganske enkelt ikke formår at bryde fri af den – og netop denne ufrihed er, for mig at se, det største tema i bogen.

Hvor bogen om mrs. Bridge bød på en dramatisk slutning, får denne historie lov til stille at rinde ud, og det klæder den. Man sidder måske tilbage med en lidt urolig fornemmelse af noget uforløst, men netop den fornemmelse tænker jeg, er et gennemgående element i mr. Bridges liv, og således en smuk slutning på en stille fortælling.

De er fine, de to bøger om familien Bridge. De drager læseren med dybt ind i et univers som vi jo egentlig godt vidste eksisterede, men som jeg i hvert fald aldrig ville have tænkt nærmere over, hvis ikke det var for Connells beretning. De giver en forståelse for det stille, begrænsede liv, og tilbyder en forklaring på, hvorfor et livsforløb nogen gange synes stivnet i hårde, fastlåste synspunkter. Det er nemmere at åbne sit hjerte for den afstumpethed som presser sig på overalt, når den præsenteres i en verden der ligger langt fra ens egen. Jeg tror såmænd, vi alle kan blive klogere på både os selv og vores verden gennem historierne om mr. og mrs. Bridge. Nå ja, eller Walther og India som de også hedder, men på en eller anden måde føles det omklamrende familiært at kalde dem det. Det kan godt være vi får lov at kigge dybt i deres sind, men sådan virkelig at lære dem at kende, så man er på fornavn med dem? Nej.

Bøgerne får mine varmeste anbefalinger. Jeg vil klart anbefale at man læser dem begge, og jeg synes de skal læses i den rækkefølge, de er skrevet: først Mrs. Bridge, så Mr. Bridge. Så får man den fulde glæde ved at lære om familien i små bidder, uden at vide for meget for hurtigt. For det er en historie som tager tid. Og det må den gerne.

Tak til Forlaget Olga for anmeldereksemplaret, som jeg nød i fulde drag!