Lyset skjuler alle synder

Den prominente politiker Thomas Buck bliver juleaften fundet bevidstløs i sin lejlighed i Odense. Ved siden af ligger en mand i stramtsiddende latextøj. Manden, en hjemløs som politikeren har samlet op på et herberg, er død af en overdosis metaamfetamin.
Psykologen Conor Becker bliver ufrivilligt inddraget i sagen. Politikerens bagland forsøger at bevise, at han er offer for en konspiration. Samtidig undersøger politiet en ung studerendes forsvinden. Hun havde en belastet familiehistorie og blev sidst set i selskab med Thomas Bucks hustru, en højt profileret psykolog og Beckers kollega.
I takt med at Conor Becker graver dybere i Buck-parrets fortid og den forsvundne kvindes familiehistorie, sker der en række voldsomme begivenheder, som alle har tråde til sagen, og både politiet og Conor Becker kommer under ekstremt pres for at finde frem til den, der trækker i trådene, og sætte en stopper for voldsspiralen.

Bogen er opfølgeren til forfatterens anmelderroste debutroman, STEDER TIDEN HAR GLEMT.


Forfatter: Thomas Kaarsted
Antal sider: 320
Udgivelse: Sep 9, 2022
Pris: 300 kr.
ISBN: 978-87-93805-61-3

Omtale

Lyset skjuler alle synder

"Med en blanding af noir, thriller og traditionel krimi har Kaarsted begået en velskrevet og letlæselig historie. Plottet holder tempo hele vejen og den odenseanske geografi er godt inkorporeret i handlingen og skaber autenticitet. Eneste anke er at persongalleriet føles lidt vel klichéfyldt.
Kan læses uafhængigt af 1. bind, men det anbefales at have læst denne først, da der er refereret til flere hændelser fra denne."

Randi Bak Fischer-Nielsen, DBC lektørudtalelse

Lyset skjuler alle synder

"Lyset skjuler alle synder er en meget velskrevet og spændende bog. Thomas har formået at blande thriller med noir krimi på en vellykket måde – hvilket absolut ikke altid er en selvfølge. Og selvom persongalleriet til enkelte tider kan være en smule karikeret, så er Conor Becker en meget fascinerende karakter. Der er vist ingen tvivl om, at psykolog Conor Becker har en masse dæmoner at slås med. Han er skabt over den efterhånden klassiske skabelon som den helten med dobbelttydeligheden, og en mand, der i løbet af sin efterforskning, tvinges til at ændre sine oprindelige holdninger.

Selvom jeg ikke kender så meget til Odense, så efterlades jeg alligevel med et indtryk af, at byen i sig selv formår at spille en stor rolle i bogen. Og så er det ret underholdende med stikpillerne mod både Letbanen og byens nye (og grimme) bygninger. Lige den del kender jeg jo tydeligt fra København, og måske kan disse dele af bogen få læserne til at filosofere lidt over denne hastige udvikling. Er vi egentligt helt klar til at møde fremtiden?

Bogen indeholder små hentydninger til Steder tiden har glemt, så selvom den sagtens kan læses selvstændigt, så vil jeg nu alligevel anbefale, at man starter med bind et.

Er du til velskrevne krimier og fantasifuldt udtænkte plots, så vil du bestemt ikke blive skuffet over Lyset skjuler alle synder. Jeg ser i hvert fald frem til at læse og lære mere om Conor.

"

Lotte Eskildsen, Blog, Cats, Books and Coffee

Presse

Pressemeddelelse
forfatterbillede
omslag