Spionstræde

"River Cartwright forhindrer i sidste øjeblik mordet på sin bedstefar, som har en fortid som chef i efterretningstjenesten. En togbillet fører ham på sporet af et mystisk mordkollektiv i Frankrig. Til læsere af spionromaner.

Bogen holder samme høje niveau som de første bind. Forfatteren formår med få virkemidler at beskriv Slough House's brogede persongalleri, men spændingen er i top og krydret med sort humor.
Kan sammenlignes med Le Carrés spionromaner, fx En perfekt spion."

Spionstræde

"

Jeg har netop -med længsel efter flere bind – afsluttet fjerde bind i Mick Herrons fremragende serie om Slagtehuset [sic!], et øgenavn for den afdeling af den britiske efterretningstjeneste, hvor man sender folk hen, når de har dummet sig uopretteligt – og man trods alt ikke kan eller vil fyre dem. Læs dem, læs dem nu; de er onde, kyniske, morsomme og ganske spændende. Men først og fremmest kyniske...I stedet morer jeg mig over, at karikaturen af Boris Johnson […] er så ondskabsfuld, som en karikatur kan være det, når en forfatters had forløses med virkeligt talent.

Spionstræde

"Bygningens atmosfære er ikke bedre, "en mumiegrav af forlængst døde lugte: cigaretter og whisky og ventesale på busstationer, og fugtige desperate morgener, og død".
Der sidder de, den lille gruppe fortabte sjæle, en tidlig morgen og venter på Jackson Lamb for at få afklaret, om det er én på holdet, River Cartwright, der er død. Eller om det er Rivers far, David Cartwright, en tidligere stor kanon i tjenesten, kaldet OB, Old Bastard.
De ved kun, at en Cartwright er gået bort, men ikke hvilken af dem. OB var ved at blive senil, og så har folk det med at tale over sig, og det må gamle agenter ikke.
Skildringen af den førhen så imponerende OB's forfald er nådesløs, forfatteren kan det med forfald - fra huse til alderdomsramte legender. Spionstræde er fjerde bind i Mick Herrons serie om Slagtehestene, den fik fortjent Ian Fleming Steel Dagger Award."