Sande tigre

Catherine Standish har arbejdet længe nok i efterretningstjenesten til at forstå forræderi og dobbeltspil. Men hvad hun ikke forstår er, hvorfor nogen har udset sig hende som mål for en kidnapning, en tidligere alkoholiker, som sammen med andre udstødte skubber rundt med papirbunker i Slough House, Jackson Lambs kongerige for eksilerede spioner.

For den eller dem, der holder hende som gidsel, kan det ikke være noget personligt. Det må handle om Slough House. Sandsynligvis om Jackson Lamb. Og meget kan man sige om Jackson Lamb, men han vil aldrig lade en spion i stikken.

 Sande tigre er tredje bind på dansk i den anmelderroste serie om Jackson Lamb og hans hold af udrangerede spioner.

Oversat af Allan Hilton Andersen


Forfatter: Mick Herron
Antal sider: 370
Udgivelse: Mar 25, 2021
Pris: 300 kr.
ISBN: 978-87-93805-32-3

Omtale

Sande tigre

"Vurdering
Ufattelig god spionthriller, der er umulig at lægge fra sig. Sproget er letforståeligt og plottet holder hele vejen igennem, og det toppes med en fantastisk karakterskildring.

Minder om John le Carrés spionromaner, eksempelvis kan Fri Agent nævnes."

Dorthe Marlene Jørgensen, DBC lektørudtalelse

Sande tigre

"Prægtig agentroman med dobbeltspil, intriger, ambitioner og frem for alt stor humor.
 Det der gør Mick Herrons bøger til noget særligt er humoren og den pragtfulde dialog, mere end egentlig selve plottet. Der er mange små guldkort som fx ”en cyklist, som at dømme ud fra sin ligegyldighed over for andre køretøjer havde et organdonorkort, som han gerne ville have taget i brug.” Eller når nedskæringer skal forklares: ”Den gode nyhed er, at den dårlige nyhed ikke er så slem, som den kunne være.” Det skal dog siges, at samtidig med de mange kvikke sætninger, skal man have virkelig god tid, før man når frem til den egentlige handling. Men hvor er det dog befriende at læse en krimi, hvor hele atmosfæren betyder mere end plottet. Tak til de tidligere Klim-redaktører, som har skabt Forlaget Olga. Jeg glæder mig allerede til at læse de næste bind om Jackson Lamb.
"

Jannik Lunn, Bogpusheren

Sande tigre

"Fremragende spionramasjang med store og små rovdyr
Mick Herrons rapkæftede spionroman "Sande tigre" fra 2016 om den pruttende, skrydende og storrygende efterretningsboss Jackson Lamb er nu ude på dansk.

Med sin romansuite på ti bind er Mick Herron det helt store kritikerroste navn i Storbritannien og udnævnt til John le Carrés efterfølger. Men hans stil er mere rapkæftet med replikker som skruede tennisbolde, dialoger som verbale skuddueller. Jackson Lamb er brun sovs og kogte kartofler, George Smiley en raffineret soufflé med blåsyre. Smiley blev på film sidst spillet af Gary Oldman. Han skal nu agere Lamb. I en fjernsynsserie, hvor ingen ringere end den kønne køleskabskolde Kristin Scott Thomas er hans overordnede med stiv overlæbe og smedejernsøjenvipper. Min spionsjæl, hvad vil du mere?



"

Bo Tao Michaëlis, Politiken

Sande tigre

"

Britisk spionfarce

”Sande tigre” er den tredje historie i britiske Mick Herrons serie om ”slagtehestene” fra Slough House fra 2016, mens den syvende i serien er under udgivelse i hjemlandet.

Historierne om de uheldige helte fra den britiske efterretningstjeneste, der er endt med papirnusseri og clipse-udretning i et dystert og faldefærdigt hus ikke så langt fra Londons Barbican Centre, er en slags opvisning i Murphy’s Lov, der jo som bekendt går ud på, at alt, hvad der kan gå galt, vil gå galt.

Og så alligevel ikke. For det lykkes faktisk gang på gang for den lille håndfuld agenter i unåde at spænde ben for den ”rigtige” hemmelige tjenestes rænkesmederier.

Det sker under ledelse af en af litteraturens måske mest ulækre personager, Jackson Lamb, hvis personlige fremtoning såvel som handlemåde lader adskilligt tilbage at ønske. Men han er god til at intrigere, både i marken og på de bonede gulve.

Denne gang drejer det sig om at stikke en kæp i hjulet på magtspillet mellem den siddende regerings totalt skrupelløse indenrigsminister, der har store ligheder med den nuværende premierminister, Boris Johnson, og så de to rivaliserende ledende kvinder i efterretningstjenesten.

Titlens ”sande tigre” er et udtryk for med en provokation at stressteste en organisation eller dele af den.

Det hele foregår på kanten af farcen med en gennemført pokerface-dialog mellem slagtehestene, der hver især har deres personlige problemer at slås med.

Mick Herrons slagteheste-serie er underfundigt morsom, måske dog nok mest for dem, der kan deres John le Carré og Len Deighton.

"

Lars Ole Sauerberg, JyllandsPosten netavis

Sande tigre

"Uheldige antihelte
Mick Herron opdaterer Le Carrés univers med sin blændende serie om Langsomme Heste: efterretningsagenter, der har dummet sig og er sendt i ufrivillige aftægtsstillinger, men alligevel kan udrette et og andet.

(Man) kan undre sig over, at man fatter interesse for bøgernes sløve heste, der på mange måder er mislykkede. De bor alle sammen alene, er bitre og halvsære og irritable og kun enige om én ting - at Jack Lamb er den værste.
Men undervejs vokser der en menneskelighed frem, man får sympati for...Forklaringen er nok den enkle, at personerne er så underholdende, deres bitterhed til trods. Eller på grund af den. Men netop som man tror, at det er en komedie, bliver den tragisk, man kan ikke føle sig sikker.
Det er dygtigt gjort, og Mick Herron har da også fået mange roser og priser som Gold Dagger og Fleming Steel Dagger Award og den danske Palle Rosenkrantz Pris. Bøgerne om Slough House, foreløbig seks, er blevet en international succes, som snart kan ses som TV-serie. Hans fanskare er bred, fra skotten Ian Rankiin til vor hjemlige Susanne Staun.

"

Bo Bjørnvig, Weekendavisen