Forfatter: Thomas Kaarsted
Antal sider: 344
Udgivelse: Jun 26, 2020
Pris: 300 kr.
ISBN: 978-87-93805-26-2
"Barndommens kvarter som dyster kulisse
Normalt er der vist ret fredeligt i Dalum og Fruens Bøge. Men Thomas Kaarsted, historiker og souchef på Sydddansk Universitetsbibliotek, har gjort kvarteret til centrum for dramatiske begivenheder i sin debut som krimiforfatter (...)
Det begynder på Bondestuen, og det slutter på Bondestuen. Altså mødet med Thomas Kaarsted. Det er passende, fordi det er her, Thomas Kaarsted fredag d. 26. juni holder udgivelsesreception i anledning af, at han er sprunget ud som skønlitterær forfatter. Det er passende, fordi bogens dramatiske kæde af begivenheder slutter sådan her – uden plotspoilers: ”Ambulancen holdt midt på vejen under jernbaneviadukten ved Bondestuen. Køen af biler voksede. Nogle bilister dyttede. Andre forsøgte at overhale. Imens stod et par gymnasieelever i festtøj på vej til translokation på Sct. Knuds Gymnasium og filmede optrinnet”.
Hermed står det klart, at handlingen udspiller sig i Odense. Bogen hedder ”Steder tiden har glemt”, og på forsiden står der, at det er en spændingsroman(...)
Det begynder på Bondestuen, og det slutter på Bondestuen. Altså mødet med Thomas Kaarsted.
Det er passende, fordi det er her, Thomas Kaarsted fredag d. 26. juni holder udgivelsesreception i anledning af, at han er sprunget ud som skønlitterær forfatter.
Det er passende, fordi bogens dramatiske kæde af begivenheder slutter sådan her – uden plotspoilers: ”Ambulancen holdt midt på vejen under jernbaneviadukten ved Bondestuen. Køen af biler voksede. Nogle bilister dyttede. Andre forsøgte at overhale. Imens stod et par gymnasieelever i festtøj på vej til translokation på Sct. Knuds Gymnasium og filmede optrinnet”.
Hermed står det klart, at handlingen udspiller sig i Odense. Bogen hedder ”Steder tiden har glemt”, og på forsiden står der, at det er en spændingsroman(...)
I romanen er villaen på Magnoliavænget hovedpersonens barndomshjem. Det er herfra han med to kammerater og en lillebror går i Fyns Tivoli, og noget frygteligt sker. En forbrydelse i fiktionens fortid, der trækker tråde til fiktionens nutid, hvor andre forbrydelser sker.
En forbrydelse, der er med til at forme hovedpersonen og jeg-fortælleren i bogen. Conor Becker hedder han. Med fornavn efter den amerikanske sanger, sangskriver og kultnavn, Conor Oberst.
Bogens Conor Becker er en heftigt selvmedicinerende psykolog med et vognlæs af traumer og lig i lasten. En typisk krimiens antihelt, der drikker for meget, har et kompliceret forhold til kvinder og har lavet en masse skidt i fortiden(...)
Figuren Conor Becker er, fortæller Kaarsted, blandt andet skabt for at spejle det almindeligt, pæne, forudsigelige borgerlige liv, som det leves i Odense. Og Odense, Dalum, Fruens Bøge er valgt som handlingsramme også for at give et diskret svirp til en by, som er præget af en vis overfladisk pænhed, og hvor alle synes at kende alle. Selv om jeg elsker Odense, vil jeg også gerne udfordre byen, siger Thomas Kaarsted, efter vi har krydset Dalumvej og har bevæget os i retning af skoven og åen(...)
Tilbage på Bondestuen fortæller Kaarsted begejstret om god sparring og hjælp med fortællingens fremdrift fra forlaget. Som selvfølgelig dukker op på præcis dette etablissement, når bogens corona-forsinkede udgivelse skal fejres lige tidsnok til, at folket kan nå at få ”Steder tiden har glemt” med i sommerhuset.
Bogens slutning levner plads nok til en toer, og krimier har det jo med at udkomme i serier, men Thomas Kaarsted synes, det ville være lige lovlig kækt bare at melde ud, at der kommer en fortsættelse.
Til gengæld er han ikke et sekund i tvivl om, at han fortsat vil være fascineret af byen, dens mennesker og dens steder. En fascination, der sammen med trangen til at levere et snurrigt krimiplot er en helt basal drivkraft.
" Jesper Mads Eriksen, FynsStiftstidende
"Steder tiden har glemt foregår i Odense, hvor jeg boede under min uddannelse i 90’erne, og igen ad flere omgange senere i livet har jeg haft en odenseansk adresse. Så jeg er ikke ukendt med de steder – eller historien om de steder – som Thomas Kaarsted beskriver i sin debutroman(...)
Odense er nærmest en slags ekstra hovedperson, og Thomas Kaarsted skriver indlevende og fint om Odenses mange facetter, og han præsenterer en by og dens indbyggere, der er langt væk fra bindingsværksidyl og nuttethed(...)
Jeg kan godt lide tonen og stemningen i Steder tiden har glemt, og Kaarsted har skrevet en interessant og mørk historie, der konstant har en dyster og skæbnetung stemning, noir om man vil. Det er historien om psykologen, der skal finde sig selv. Om familiehemmeligheder og fortrængninger. Om svigt og kærlighed – eller mangel på samme(...)
Fortællestemmen betyder, at vi kommer helt tæt på psykologen, der hader lørdage (hans bror forsvandt en lørdag) og som er ved at famle sig vej tilbage til livet efter en større nedtur. Han er en typisk antihelt, en tilpas interessant og kompleks karakter til, at jeg har lyst til at følge ham gennem bogens godt 360 sider.
Med små fine detaljer fortæller Kaarsted en masse om sin hovedperson. Som trofast følgesvend har Conor f.eks. et lille sølvfarvet Piet Hein-æg, Ziggy, han altid bærer rundt på. Og han kan fylde et lastrum med lig, så meget rod har han haft i sit liv. Og kvinder? Ja, det er også kompliceret. Han selvmedicinerer for netop ikke at behøve at være rigtig tilstede. Og han har levet et kendisliv som ekspert, indtil alting pludselig væltede. Portrættet af hovedpersonen er med andre ord ret vellykket. Og der sniger sig også humor ind mellem linjerne.
Men fortællestemmen spænder lidt ben for bogens fremdrift. Når de indre tanker fylder så meget, når vi konstant er i hovedet på Conor, så haler det indimellem også tempoet ud af bogen. Og af og til er der nogle overgange, der halter.
Jeg kunne godt have ønsket mig mere hurtig, sprød dialog og flere scener, hvor vi i stedet for at høre Conors tanker om f.eks. en telefonsamtale, havde fået scenen med telefonsamtalen serveret. Don’t tell it – show it. Bogen bliver en anelse referatagtig engang imellem, og det er ærgerligt.
At forfatteren kan sin historie om byens områder, bygninger og hændelser smitter af flere steder og giver en fin autenticitet. Ikke kun i valg af nye som for længst forsvundne locations. I bogen er der også referencer til blandt andet sagen om Basse, en tre måneder gammel baby, der blev kidnappet i Odense for mere end 50 år siden. En sag, der i øvrigt aldrig er blevet opklaret. Og Kaarsteds udgave af Odense plages af en række påsatte brande. År tilbage var der netop en række påsatte brande i Fruens Bøge.
" Rebekka Andreasen, vildmedkrimi.dk"
”Steder tiden har glemt” er en spændingsroman skrevet af Thomas Kaarsted. ”Steder tiden har glemt” er forfatterens debut som spændingsforfatter og dermed en dejlig forfriskende nytænkning. Når man nu får en debutbog i hånden, så havde jeg som sådan, ingen forventninger til hvad jeg kunne se frem til.
Efter jeg har læst sidste side, ved jeg nu, at i ”Steder tiden har glemt” får man noget helt nyt og lidt anderledes indenfor genren. ”Steder tiden har glemt” er bestemt en meget velformuleret og velkomponeret spændingsroman. Man har et overskueligt antal karakterer i bogen.
Men det betyder ikke, at personerne er ukomplicerede. Det er de bestemt ikke. Jeg vil mene at hver eneste karakter man får serveret i ”Steder tiden har glemt” har mange lag. Præcis ligesom i den virkelige verden. Historien i ”Steder tiden har glemt” virker ved første øjekast til at være meget enkel.
Men tro mig, det ændrer sig, efterhånden som man læser kapitlerne. Ligesom livet kan være kompliceret, så er selve historien i ”Steder tiden har glemt”, i bund og grund, også kompliceret. Som spændingsroman indeholder historien et overraskende plot og jeg havde ikke set den slutning komme, som bogen endte ud med.
Det er præcis det, der gør en bog velskrevet i mine øjne. ”Steder tiden har glemt” efterlod mig egentlig ikke med uopklarede spørgsmål. Hvis jeg lige ser bort fra… Hvor i alverden har Thomas Kaarsted fået ideen til hele historien og i særdeleshed plottet fra? (...)
Jeg vil absolut give mine varmeste anbefalinger til den nytænkende, overraskende og spændende ”Steder tiden har glemt”.
"
Steder tiden har glemt er Thomas Kaarsteds debut som forfatter og det gør han godt.
Jeg har normalt et anstrengt forhold til romaner, der er skrevet i jeg-form, da jeg synes, det kan blive lidt for navlebeskuende, men jeg har måtte overgive mig denne gang. Det passer perfetk til den selvcentrede og til tider meget egoistiske Conor, der har haft hang til lidt for mange piller og for megen alkohol. Hans dæmoner er med på rejsen hele vejen på godt og ondt.
Læserne bliver taget med på en tur i Odense i fortid og nutid, det er oplagt efterfølgende at gå på opdagelse i byen, lige fra skumle værtshuse, forstaden Dalum og Odense Zoo samt turen langs å-stien ved Odense Å.
Jeg skal ikke afslører hvilke gamle kriminalsager, der i romanen henvises til, det vil jeg lade læserne gætte med på(...)
Romanen har alle de gode elementer en spændingsroman skal have, lige fra mord, svigt, pyromanbrande, lidt kærlighed og ikke mindst en kringlet vej til opklaringen af sagen.
Spændingsromanen har flere elementer fra tidligere års kriminalsager i Odense, og det gør ikke bogen mindre læseværdig, tvært imod.
Jeg blev fanget i det twistede plot, der gang på gang sendte mig på vildspor i min egen opklaring. Sproget flyder og jeg kunne sagtens se Conro og de øvrige karakterer for mig i fantasien. Det er dejligt endelig med en spændignsroman/krimi, der foregår i Odense – skønt og nytænkende(...)
Jeg var godt underholdt og spændingsromanen fastholdt mig som læser hele vejen gennem de 370 sider. Sproget flyder og jeg glæder mig til at følge Thomas Kaarsted forfatterskab i fremtiden.
"Begivenheder i fortiden kaster fortsat skygger
Den
stemme, vi følger i Thomas Kaarsteds velskrevne debutroman, " Steder tiden
har glemt", tilhører Conor.
Han er som lektor knyttet til Institut for Psykologi ved Syddansk Universitet, mest af alt som resultat af en vennetjeneste, for Conor er en psykisk plaget mand, der har brug for venners hjælp.
Han har ellers skabt sig lidt af et navn som ekspert i at opstille screeningsmodeller til identifikation af kriminelle afvigere, og han har gennem årene kunnet assistere politiet i opklaringsarbejde. Disse evner og mere til får Connor brug for, da han efter 40 år får at vide, at liget af hans lillebror er fundet. Broren var i sin tid sammen med Conor og to af hans venner på en tivolitur i Odense, men forsvandt sporløst.
Fortid og nutid
Nu - mange år senere - står politiet ud over fundet af brorens lig igen med nogle drenges uforklarlige forsvinden.
Dette, kombineret med at en lille dreng blev stjålet fra en barnevogn på samme tid som Conors brors forsvinden, får ham til at se en mulig sammenhæng mellem fortid og nutid.
Med ovenstående som afsæt udfolder Thomas Kaarsted et ikke så lidt overraskende handlingsforløb, hvor det går op for Conor, at hans far og dennes ven, der som politifolk stod for efterforskningen af brorens forsvinden, forfulgte andre mål end de rent politimæssige. Også de bevidsthedsskred, Conor udsættes undervejs, er fint kortlagt, men det, der står allerstærkest for mig, er rammen for begivenhederne.
Det hele foregår i Odense, og Kaarsted forstår at få koblet byens atmosfære og geografisammen med romanens kriminalistiske forløb.
Det er mere end godt gjort og må gøre " Steder tiden har glemt" til lidt af et must for dem, der bor med 52 som de første to cifre i postnummeret.
Men ikke kun dem, for at følge Conor som en hævnens engel er bare godt krimistof.
"
forfatterbillede |
omslag |