En jeg kendte engang

En jeg kendte engang er den første bog på dansk om Alzheimer, skrevet af en, som selv har fået diagnosen. En unik og gribende beretning inde fra en verden, som vi ellers kun kender udefra.

 

Som 58-årig fik Wendy Mitchell konstateret Alzheimer. Med kort varsel blev hun tvunget til at tage afsked med den person, hun hidtil havde været, og hun blev konfronteret med de størst tænkelige spørgsmål om eksistens og identitet: Hvordan føles det langsomt at miste sig selv? Hvordan opretholder man en tæt relation til familien? Hvordan bliver man som dement modtaget og opfattet på arbejdspladsen, i sundhedssystemet og i samfundet? Hvordan klare alle de daglige situationer, og hvordan skabe sig de små, nødvendige sejre?

 

En jeg kendte engang rummer eminente beskrivelser af de utallige situationer, Wendy Mitchell kommer ud i og må lære at håndtere, og man bliver som læser dybt grebet af den verden, hun åbner med så stor ærlighed og følsomhed.

 

Bogen henvender sig til alle, der har demens inde på livet – som direkte berørt, som pårørende eller som en del af behandlingssystemet. Og til alle andre, som har lyst til at læse en gribende og vedkommende beretning om livet som dement.

 

En jeg kendte engang udkom i England i begyndelsen af 2018 og blev omgående en Sunday Times bestseller. Den er på vej til udgivelse i flere lande.

 


Forfatter: Wendy Mitchell
Antal sider: 288
Udgivelse: Sep 4, 2018
Pris: 300 kr.
ISBN: 0

Omtale

En jeg kendte engang

"
Mange har sikkert læst romanen Stadig Alice af Lisa Genova eller har set filmen af samme navn, om den fiktive hovedperson, der får konstateret tidlig Alzheimers og de frygtelige konsekvenser sygdommen har, ikke bare for kvinden selv, men for alle der omgiver hende. Dette er den virkelige historie om Wendy, der som 58-årig får samme diagnose.

I bogen beskriver små korte kapitler skrevet i kursiv, hvordan sygdommen har ændret hendes personlighed og markant har indskrænket de ting hun kan, i forhold til hvad hun kunne før hun blev syg. Her af kommer bogens meget sigende titel og det at hun ikke kan genkende sig selv længere.

Det er en hudløs ærlig fortælling om hendes kamp for at leve med sygdommen og for at hjælpe andre med Alzheimers, til at få en bedre tilværelse. Da hun selv fik diagnosen, skete der ligesom ikke rigtig mere, hun blev bare overladt til sig selv. Sundhedssystemet havde ikke mere at byde på, før der skulle tages stilling til, hvilket plejehjem hun skulle anbringes på, når hun ikke kunne tage vare på sig selv længere. Derfor satte hun sig for, at gøre omverdenen opmærksom på problemstillingerne og for at forbedre sundhedspersonalets viden og ikke mindst tilgang og omgang med folk med demens...

 Selvfølgelig er det en rørende og hjertegribende bog at læse, men det jeg allerbedst kunne lide, er at den også giver håb og spreder livsglæde, fordi hun viser hvordan man ikke nødvendigvis LIDER af demens, men istedet sætter fokus på,  hvordan man kan lære at LEVE med sygdommen.

Det var en fantastisk læseoplevelse, som gav mig en unik indsigt i livet med demens og som lærte mig utrolig meget om sygdommen. Jeg vil anbefale den til alle, da demens er en udbredt sygdom, som vi alle vil komme i berøring med på et eller andet tidspunkt i vores liv.

En jeg kendte engang får 6/6 stjerner."

Birgitte Bach, bachbooks.blogspot.com

En jeg kendte engang

"

Wendy falder pludseligt under sin løbetur. Der er ikke sket noget, men faldet chokerer hende, og hun har desuden følt sig uklar i hovedet i et stykke tid. Diagnosen er Alzheimers, demens.

En jeg kendte engang er en stærk og gribende beretning om at acceptere det uundgåelige og lære at leve med, at minder, oplevelser, navne langsomt forsvinder.

Wendy fortsætter med at passe sit arbejde på hospitalet. I begyndelsen skjuler hun den snigende demens for kollegerne. Hun har hele undersiden af sit skrivebord oversået med post-its, men et nyt computerprogram bliver fuldstændigt umuligt at lære, og hun glemmer både navne og mennesker. Til gengæld lykkes det hende at gøre en indsats for at få andre til at forstå, hvordan det er at have demens.

På hjemmebanen skriver hun omhyggelige noter, navne, datoer, steder, til alle sine fotografier. En overgang bager hun kage til et værested for hjemløse. Det går godt i en periode, men så kan hun lige pludseligt ikke længere huske om hun havde kommet de rigtige ingredienser i dejen. En dag kan hun ikke svinge til højre i sin bil, og kørekortet bliver erstattet af busture. Da det samme – det med højresvingene – gør sig gældende på cykelturene, planlægger hun ruter der kun består af venstresving.

Wendy melder sig som forskningsdeltager og stiller sig til rådighed, hvor der er behov for at vide noget om demens, og det er ganske mange steder. Demens er ikke et sjældent fænomen.

Konkluderende klarer Wendy sig godt med sin fremadskridende sygdom og bruger sig selv i samfundets tjeneste. Det vanskelige består er acceptere, at hendes døtre også rammes hårdt. Den gribende men dog usentimentale fortælling ledsages af mindre kapitler om det menneske Wendy var før diagnosen.

"

Birte Strandby, Bogvægten

Presse

En jeg kendte engang
Presse