En jeg kendte engang

Publiseret: 2 days ago

Bogen er meget velskrevet og letlæselig, selv om det er et vanskeligt emne. Vi føres direkte ind i, hvordan det kan opleves at blive ramt af demens. Wendy har stadig ord til at beskrive de forandringer, der sker i hendes hjerne og alle de forandringer, demens medfører i hendes dagligdag. Lige fra den første forvirring, hvor hun forsøger at dække over sin usikkerhed på områder, hun tidligere havde helt styr på. Til erkendelsen af at hun har fået en uhelbredelig sygdom, og hvordan hun tackler den proces. Hun peger vigtigt nok på, at der er en start og en slutning på demens, men der er altså også alt det ind imellem, og det er det, hun især beskriver.

Som pårørende til en mand, der fik demens, læser jeg så mange lighedspunkter i de erfaringer, hun gør sig. Vi er på hver vores side af demensen, hos Wendy er sygdommen uigenkaldelig og ændrer hendes liv i en fysisk og mental nedadgående spiral. For mig som pårørende oplevede jeg min mands tur den vej, men jeg oplevede også så meget af det, der beskrives i bogen i mig selv (og som jeg har beskrevet i min bog om at være pårørende ægtefælle ”Kan jeg sygemelde mig hos Gud?”).

I ”En jeg kendte engang” er der sat ord på nogle af de oplevelser, jeg er sikker på også var i min mands sind. Tomheden, ordene der forsvinder, pludselig forvirring over, hvor man er (hvor Wendy har en strategi for, hvordan hun klarer det, havde min mand en anden. Om det var bevidst, ved jeg ikke. Men han blev f.eks. siddende i en bus eller et tog til endestationen, hvis han ikke vidste, hvor han var, uden at gå i synlig panik. Han blev opfarende eller lukkede af i andre situationer.) Wendy finder ud af at bruge ørepropper, når lydene efterhånden bliver et problem, da lyde tiltager i styrke. Min mand blev opfarende ved et nys eller en støvsuger, der gik i gang, lydene har sikkert været meget høje og skræmmende i hans hoved.

Wendy mødes med andre demensramte og har et fællesskab der, som er af stor betydning. I mit eget liv som pårørende kan jeg genkende betydningen af at komme i en gruppe sammen med andre, der er i samme situation.

Ligesom Wendy finder ud af, at der også er positive oplevelser med den forbandede sygdom, man ikke kan helbredes fra, så har jeg selv haft det på samme måde. Livet bliver mere intenst, man mister nogle venskaber, men man får også nye og værdifulde venskaber. Hendes energi og kræfter bliver brugt på at engagere sig i det offentlige liv, i samfundet, hvor hun vælger at lægge behovet for at være privat til side og fortæller om, hvordan demens påvirker hende. Hun sætter sig ikke og venter på, at sygdommen spiser hende. Selv har jeg også fundet det meningsfulde i at engagere mig i forholdene for pårørende og demensramte og fortælle den del af min livshistorie.

Hendes kritik af, hvordan læger og andre fagfolk taler ned til hende eller taler med den raske i stedet for den demensramte, kender jeg også til som pårørende. Hendes kritik af, hvor dårligt arbejdsmarkedet er til at fastholde demente på arbejdsmarkedet, så længe man kan, og den manglende indsigt i demensramtes situation, forstår jeg så godt. Jeg oplevede selv det samme, blot ikke med en demensdiagnose, men som pårørende til en mand med demens. Den manglende indsigt og rummelighed betød for mig som for Wendy en fyreseddel.

Papirlapperne, Wendy bruger for at huske, kender jeg også til, ikke i samme omfang som hun er nødt til, men hvis jeg skal huske, skriver jeg ned på de små post-it. Man finder sine strategier.

Den store forskel er, at Wendy ved, hun mister mere og mere af sit gamle selv. Det gamle selv, som hun taler med i bogen, og hvor man får et dejligt billede af, hvem hun var, før demensen greb hende.

Hun vælger at tage verden til sig og indrette sig efter det, der ikke kan ændres. Sådan har jeg også haft det i årene med min mands demens. Jeg har ikke set ham som en skal, men som en mand, hvor demensen har ændret mange sider af ham, men bag alt det så jeg også ham, hans humor og ind imellem glimtet i øjet. Vi var i nuet, det eneste sted hvor man kan være med demens.

Wendy fokuserer på det, der kan lade sig gøre, hun lever i nuet, men bag det er der også smerten over den måde at miste lidt af livet på dag for dag.

Jeg kender også smerten at miste sin kære dag for dag.

Hun kommer med opsang, kritik, informationer og personlige erfaringer, så længe hun kan for demensen.

Der er i bogen overvejelser om retten til at tage sit eget liv, hvilket dog vælges fra ene og alene af hensynet til hendes to døtre.

Demens rammer tilfældigt, og skulle jeg blive ramt af demens en dag, så håber jeg at have den samme livskraft som Wendy til at leve livet og ikke sætte mig passivt ned. Som hun beskriver det, så er det bedst at holde sig i gang, så ens færdigheder bevares længst muligt. Alt tager længere tid for hende efterhånden, og meget kan hun ikke mere, f.eks. lave mad, huske ting der ikke står fremme, hun ved ikke hvem de mennesker, hun møder, er, men hun lever sit liv, så længe hun kan, hun falder og går langsommere.

Jeg synes, at denne bog er virkelig velegnet til læsning af både pårørende til demensramte, af kolleger, af fagpersonale og også af demensramte, som stadig formår at læse.

skrevet af Lone Harlev, projektleder for "Folkebevægelsen for et demensvenligt Danmark" 

lone@demensvenligtdanmark.dk


Oversete amerikanske klassikere: Hvorfor er Mrs. og Mr. Bridge-bøgerne ikke for længst udgivet i Danmark?

Publiseret: 6 months ago

Oversete amerikanske klassikere: Hvorfor er Mrs. og Mr. Bridge-bøgerne ikke for længst udgivet i Danmark?

Evan S. Connell døde i 2013, 88 år gammel, og i 2009 blev han indstillet til Man Booker International Prize for sit samlede forfatterskab – mens Bridge-bøgerne udkom allerede i 1959 hhv. 1969.

I 2012 blev bøgerne udgivet i Penguin Modern Classics-serien.

Den britiske avis The Guardian bragte for få år siden en glimrende artikelserie om oversete amerikanske klassikere, herunder en artikel om Mrs. og Mr. Bridge. Tom Cox skriver hen imod slutningen:

”Connell skrev mrs. Bridge omtrent samtidig med, at Philip Roth, John Updike og Richard Yates skrev nogle af deres mest berømte tidlige værker: de skrev om suburbia, om familien, om fremmedgjorthed. Men hans navn er ikke nævnt i diverse seriøse litteraturdebatter, sådan som deres er det. Det skyldes måske, at hans litterære løbebane havde langt mindre tyngde: ud over Mrs.Bridge er han bedst kendt for en tilsvarende smal efterfølger, Mr.Bridge og en biografi om Genereal Custer. Men jeg tvivler på, at Roth eller Updike eller Yates kunne have skrevet om de personer, som Connell skriver om, med den samme sensitivitet. Selv den dominerende Mr.Bridge – som ikke formår at indse, at det som hans familie har brug for, er ”ham selv, og ikke alt det, som han kan give os” - bliver behandlet med sympati. Ville disse romanforfattere have været modige nok til at fortælle så stor en historie på så beskedent få sider? Som Ferris siger i sin introduktion til den nye Penguin-udgave: ” Der findes ikke andre bøger, som på en så ubarmhjertig måde minder os om tidens ubarmhjertighed.” Ind imellem kan dens sørgmodighed forekomme intet mindre end svimlende. ”Tredive, femogtredive, fyrre, de var alle sammen kommet for at besøge hende som manende slægtninge”, skriver Connell om sin hovedperson,” og alle var listet af igen uden at efterlade et spor, uden en lyd, og nu sad hun atter en gang og ventede.” Hvis der findes en mere gribende sætning i amerikansk litteratur om det at blive ældre, så vis mig den.”

(The Guardian, 2.10.2012)

I mange anmeldelser fokuseres overvejende på, at både Mrs. og Mr. Bridge i kondensat beskriver den ulykkelige/uerklærede kærlighed mellem en kvinde og en mand (og deres børn) på en gribende måde.  Men at de samtidig med et understated glimt i øjet får læseren til at klukle (eller i al fald trække på smilebåndet) undervejs i læsningen er en vigtig, om end lidt overset kvalitet!

 

Arbejderklassehelten i den irske krimi

Publiseret: 6 months ago


Portræt af Adrian McKinty ved den amerikanske journalist Lisa Levy, som har sat McKinty stævne på en café i New York. I et langt interview med McKinty får vi et billede af hans forhold til den måde, arbejdere skildres på i litteraturen – inklusive hans egen. Vi har plukket i interviewet.

Om Sean Duffy-serien…

Duffys skaber, den irske forfatter Adrian McKinty, voksede op i Carrickfergus i Nordirland. McKinty siger: ”(Duffy) er omkring en generation ældre end mig, men jeg ønskede at tage hans figur og sætte den ind i det hus, hvor jeg er født og voksede op.” Og derfra gik han videre: ”Jeg gav alle vores naboer fiktive navne, så de har at gøre med det, de ville hade allermest i denne verden. Duffy er katolik. Det ville de ikke bryde sig om, det ville gøre dem aldeles rasende. Og han er politimand. Det ville gøre dem fuldstændig tossede. Og så er han veluddannet. De er arbejderklasse, han kommer fra middelklassen.” McKinty griner lidt, ” For er der noget, der er vigtigt i UK og Irland, er det klasse.”

Så Duffy er katolik (eller fenier, som han ofte får at vide, nogle gange lige op i ansigtet, men som regel bag sin ryg), universitetsuddannet, detektiv i RUC (Royal Ulster Constabulatory , eller den nordirske politistyrke), og hans chefer kan ikke udstå ham på grund af hans reserverethed og mangel på vilje til at underordne sig. Han er tilfældigvis også en fremragende detektiv, skønt han, som McKinty joker med, ikke har opklaret ét eneste mord. ”Det fryder mig, at han aldrig har opklaret et eneste mord. Det burde jeg måske lave om på. Så han i det mindste fik bare én mand sendt i retten – ville det ikke være fedt? Endelig en retssag, endelig en dom,” smiler McKinty. ”Det ville være rigtig fint. Det ville også være sjovt at se, hvor frustreret han blev.” Duffy er også den evige loser hvad angår kvinder, og han tilhører et religiøst mindretal i et lavtlønnet job med udsigt til en kort levetid.

Rebecca Gray, McKintys redaktør igennem mange år (på Forlaget Serpent’s Tail), har følgende teori om McKinty og Duffy: ”Jeg synes, at Adrians Sean Duffy-bøger har en masse elementer, som gør dem interessante. De har det helt essentielle i en krimi: et stramt plot, åndeløst spændende scener, masser af uløste gåder og vildledelse – og så skaber McKinty nogle figurer, som man ville ønske, man kunne møde i virkeligheden, en besk tone og masser af vittigheder, et medrivende billede af omgivelserne og de mennesker, der bebor dem, og endelig mange henvisninger til korruption, magt og politik. Og det foregår alt sammen i et set-up, som er en fascinerende og fuldstændig atypisk historisk periode, som Adrian selv oplevede, og som han bruger på en skæv facon. Så der er altid et element af levet liv, og hans plots behandler altid The Troubles fra en synsvinkel, som tilsyneladende er uden forbindelse med det større politiske landskab, mens de alligevel viser sig at være dybt viklet ind i det. Så jeg tror, at hans læsere holder meget af ham, fordi han tilbyder dem en tempofyldt og medrivende læseoplevelse med dybere lag af kompleksitet, refleksion og intellektuel udfordring.”

En af litteraturens 10 bedste åbningsscener

Publiseret: 1 year ago

Mrs. Bridge er med på The Guardians liste over de 10 bedste åbningsscener i litteraturen.

Læs artiklen her

Om tilblivelsen af Det kolde våde land

Publiseret: 1 year ago

Af Adrian McKinty, fra hans egen blog: The Psychopathology of Everyday Life, 22. Februar 2017

For seks år siden, netop i denne uge, skrev jeg det første afsnit af det, som senere skulle blive til bind 1 i Sean Duffy-serien. Jeg skrev afsnittet i min notesbog i hånden og glemte alt om det i et halvt år. Og da jeg fandt det igen, tænkte jeg Hvad mon det her handler om, og så begyndte jeg at tænke…Som Harold Bloom siger, lever vi alle med angsten for alt det der påvirker os. Mange kilder til påvirkning springer mig i øjnene, når jeg kigger på afsnittet. ”En egen skønhed” er sikkert et ekko af Yeats; den anden sætning er en bevidst hyldest til Gravity’s Rainbow, komplet med det amerikanske ord gasoline i stedet for petrol; fængselsskibet, der er blevet ramt af en torpedo, er sandsynligvis en reference til Montevideo Maru’s forlis; ”Knockagh Mountain” har altid slået mig som morsomt, fordi Knockagh betyder ”bjerg” på irsk, så det er nærmest en vittighed; de ”elskende i det hinsides” minder mig om noget der står i Ursula le Guin’s Tombs of Atuin; ”Ingen sagde noget. Ord rakte ikke” er noget som Samuel Beckett sagde ikke så længe før han døde og er selvfølgelig også Wittgensteins berømte ord; jeg aner ikke hvor ”kurvernes gud” kommer fra, men det lyder fedt…Under alle omstændigheder blev det til det første afsnit i bind 1, præcis som det stod i min notesbog:

”Optøjerne  havde fundet en egen skønhed nu. Buer af brændende benzin under den smalle strimmel måne. Knaldrøde sporpatroner i mystiske parabler. Fosforescens fra plasticløbene på softguns.  Fjerne råb som fra mænd under dæk på et torpederet fængselsskib. Det purpurrøde fusj, når molotovcocktails banter over brøsige flader. Helikoptere over det hele. Strålerne fra deres projektører finder hinanden som elskende i det hinsides.

Og alt dette iagttaget gennem Belfastregnens olieagtige linse.

Jeg så til sammen med de andre ved Land Roveren på Knockagh Mountain. Ingen sagde noget. Ord rakte ikke. Der skulle en Picasso til at skildre sceneriet her, ikke en digter.”