Oversete amerikanske klassikere: Hvorfor er Mrs. og Mr. Bridge-bøgerne ikke for længst udgivet i Danmark?

Publiseret: 3 months ago

Oversete amerikanske klassikere: Hvorfor er Mrs. og Mr. Bridge-bøgerne ikke for længst udgivet i Danmark?

Evan S. Connell døde i 2013, 88 år gammel, og i 2009 blev han indstillet til Man Booker International Prize for sit samlede forfatterskab – mens Bridge-bøgerne udkom allerede i 1959 hhv. 1969.

I 2012 blev bøgerne udgivet i Penguin Modern Classics-serien.

Den britiske avis The Guardian bragte for få år siden en glimrende artikelserie om oversete amerikanske klassikere, herunder en artikel om Mrs. og Mr. Bridge. Tom Cox skriver hen imod slutningen:

”Connell skrev mrs. Bridge omtrent samtidig med, at Philip Roth, John Updike og Richard Yates skrev nogle af deres mest berømte tidlige værker: de skrev om suburbia, om familien, om fremmedgjorthed. Men hans navn er ikke nævnt i diverse seriøse litteraturdebatter, sådan som deres er det. Det skyldes måske, at hans litterære løbebane havde langt mindre tyngde: ud over Mrs.Bridge er han bedst kendt for en tilsvarende smal efterfølger, Mr.Bridge og en biografi om Genereal Custer. Men jeg tvivler på, at Roth eller Updike eller Yates kunne have skrevet om de personer, som Connell skriver om, med den samme sensitivitet. Selv den dominerende Mr.Bridge – som ikke formår at indse, at det som hans familie har brug for, er ”ham selv, og ikke alt det, som han kan give os” - bliver behandlet med sympati. Ville disse romanforfattere have været modige nok til at fortælle så stor en historie på så beskedent få sider? Som Ferris siger i sin introduktion til den nye Penguin-udgave: ” Der findes ikke andre bøger, som på en så ubarmhjertig måde minder os om tidens ubarmhjertighed.” Ind imellem kan dens sørgmodighed forekomme intet mindre end svimlende. ”Tredive, femogtredive, fyrre, de var alle sammen kommet for at besøge hende som manende slægtninge”, skriver Connell om sin hovedperson,” og alle var listet af igen uden at efterlade et spor, uden en lyd, og nu sad hun atter en gang og ventede.” Hvis der findes en mere gribende sætning i amerikansk litteratur om det at blive ældre, så vis mig den.”

(The Guardian, 2.10.2012)

I mange anmeldelser fokuseres overvejende på, at både Mrs. og Mr. Bridge i kondensat beskriver den ulykkelige/uerklærede kærlighed mellem en kvinde og en mand (og deres børn) på en gribende måde.  Men at de samtidig med et understated glimt i øjet får læseren til at klukle (eller i al fald trække på smilebåndet) undervejs i læsningen er en vigtig, om end lidt overset kvalitet!

 

Arbejderklassehelten i den irske krimi

Publiseret: 3 months ago


Portræt af Adrian McKinty ved den amerikanske journalist Lisa Levy, som har sat McKinty stævne på en café i New York. I et langt interview med McKinty får vi et billede af hans forhold til den måde, arbejdere skildres på i litteraturen – inklusive hans egen. Vi har plukket i interviewet.

Om Sean Duffy-serien…

Duffys skaber, den irske forfatter Adrian McKinty, voksede op i Carrickfergus i Nordirland. McKinty siger: ”(Duffy) er omkring en generation ældre end mig, men jeg ønskede at tage hans figur og sætte den ind i det hus, hvor jeg er født og voksede op.” Og derfra gik han videre: ”Jeg gav alle vores naboer fiktive navne, så de har at gøre med det, de ville hade allermest i denne verden. Duffy er katolik. Det ville de ikke bryde sig om, det ville gøre dem aldeles rasende. Og han er politimand. Det ville gøre dem fuldstændig tossede. Og så er han veluddannet. De er arbejderklasse, han kommer fra middelklassen.” McKinty griner lidt, ” For er der noget, der er vigtigt i UK og Irland, er det klasse.”

Så Duffy er katolik (eller fenier, som han ofte får at vide, nogle gange lige op i ansigtet, men som regel bag sin ryg), universitetsuddannet, detektiv i RUC (Royal Ulster Constabulatory , eller den nordirske politistyrke), og hans chefer kan ikke udstå ham på grund af hans reserverethed og mangel på vilje til at underordne sig. Han er tilfældigvis også en fremragende detektiv, skønt han, som McKinty joker med, ikke har opklaret ét eneste mord. ”Det fryder mig, at han aldrig har opklaret et eneste mord. Det burde jeg måske lave om på. Så han i det mindste fik bare én mand sendt i retten – ville det ikke være fedt? Endelig en retssag, endelig en dom,” smiler McKinty. ”Det ville være rigtig fint. Det ville også være sjovt at se, hvor frustreret han blev.” Duffy er også den evige loser hvad angår kvinder, og han tilhører et religiøst mindretal i et lavtlønnet job med udsigt til en kort levetid.

Rebecca Gray, McKintys redaktør igennem mange år (på Forlaget Serpent’s Tail), har følgende teori om McKinty og Duffy: ”Jeg synes, at Adrians Sean Duffy-bøger har en masse elementer, som gør dem interessante. De har det helt essentielle i en krimi: et stramt plot, åndeløst spændende scener, masser af uløste gåder og vildledelse – og så skaber McKinty nogle figurer, som man ville ønske, man kunne møde i virkeligheden, en besk tone og masser af vittigheder, et medrivende billede af omgivelserne og de mennesker, der bebor dem, og endelig mange henvisninger til korruption, magt og politik. Og det foregår alt sammen i et set-up, som er en fascinerende og fuldstændig atypisk historisk periode, som Adrian selv oplevede, og som han bruger på en skæv facon. Så der er altid et element af levet liv, og hans plots behandler altid The Troubles fra en synsvinkel, som tilsyneladende er uden forbindelse med det større politiske landskab, mens de alligevel viser sig at være dybt viklet ind i det. Så jeg tror, at hans læsere holder meget af ham, fordi han tilbyder dem en tempofyldt og medrivende læseoplevelse med dybere lag af kompleksitet, refleksion og intellektuel udfordring.”

En af litteraturens 10 bedste åbningsscener

Publiseret: 9 months ago

Mrs. Bridge er med på The Guardians liste over de 10 bedste åbningsscener i litteraturen.

Læs artiklen her

Om tilblivelsen af Det kolde våde land

Publiseret: 1 year ago

Af Adrian McKinty, fra hans egen blog: The Psychopathology of Everyday Life, 22. Februar 2017

For seks år siden, netop i denne uge, skrev jeg det første afsnit af det, som senere skulle blive til bind 1 i Sean Duffy-serien. Jeg skrev afsnittet i min notesbog i hånden og glemte alt om det i et halvt år. Og da jeg fandt det igen, tænkte jeg Hvad mon det her handler om, og så begyndte jeg at tænke…Som Harold Bloom siger, lever vi alle med angsten for alt det der påvirker os. Mange kilder til påvirkning springer mig i øjnene, når jeg kigger på afsnittet. ”En egen skønhed” er sikkert et ekko af Yeats; den anden sætning er en bevidst hyldest til Gravity’s Rainbow, komplet med det amerikanske ord gasoline i stedet for petrol; fængselsskibet, der er blevet ramt af en torpedo, er sandsynligvis en reference til Montevideo Maru’s forlis; ”Knockagh Mountain” har altid slået mig som morsomt, fordi Knockagh betyder ”bjerg” på irsk, så det er nærmest en vittighed; de ”elskende i det hinsides” minder mig om noget der står i Ursula le Guin’s Tombs of Atuin; ”Ingen sagde noget. Ord rakte ikke” er noget som Samuel Beckett sagde ikke så længe før han døde og er selvfølgelig også Wittgensteins berømte ord; jeg aner ikke hvor ”kurvernes gud” kommer fra, men det lyder fedt…Under alle omstændigheder blev det til det første afsnit i bind 1, præcis som det stod i min notesbog:

”Optøjerne  havde fundet en egen skønhed nu. Buer af brændende benzin under den smalle strimmel måne. Knaldrøde sporpatroner i mystiske parabler. Fosforescens fra plasticløbene på softguns.  Fjerne råb som fra mænd under dæk på et torpederet fængselsskib. Det purpurrøde fusj, når molotovcocktails banter over brøsige flader. Helikoptere over det hele. Strålerne fra deres projektører finder hinanden som elskende i det hinsides.

Og alt dette iagttaget gennem Belfastregnens olieagtige linse.

Jeg så til sammen med de andre ved Land Roveren på Knockagh Mountain. Ingen sagde noget. Ord rakte ikke. Der skulle en Picasso til at skildre sceneriet her, ikke en digter.”


Claire Fuller’s research til Vores endeløse dage i forhold til naturen

Publiseret: 1 year ago

Fuller voksede op på landet, og indtil hun var 10, tilbragte hun det meste af tiden udendørs. Siden da har hun boet trygt i byen. Som en del af forberedelserne til bogen har hun trasket England tyndt og har haft masser af strabadserende oplevelser for at blive klog nok på den vilde natur til at kunne skrive troværdigt og indlevende om naturen og dens spisekammer ligesom hun måtte en tur på svampekursus

På websiden Tin House (tinhouse.com) beskriver hun sin research i artiklen First Catch Yourself a Squirrel. For naturligvis blev hun også nødt til at skaffe sig kendskab til hvordan man fanger og parterer et egern- i første omgang på egen hånd, men da det mislykkedes, indrømmer Fuller gerne, at hun måtte ty til You Tube!