Nyheder

Omtaler

En jeg kendte engang

"

Wendy falder pludseligt under sin løbetur. Der er ikke sket noget, men faldet chokerer hende, og hun har desuden følt sig uklar i hovedet i et stykke tid. Diagnosen er Alzheimers, demens.

En jeg kendte engang er en stærk og gribende beretning om at acceptere det uundgåelige og lære at leve med, at minder, oplevelser, navne langsomt forsvinder.

Wendy fortsætter med at passe sit arbejde på hospitalet. I begyndelsen skjuler hun den snigende demens for kollegerne. Hun har hele undersiden af sit skrivebord oversået med post-its, men et nyt computerprogram bliver fuldstændigt umuligt at lære, og hun glemmer både navne og mennesker. Til gengæld lykkes det hende at gøre en indsats for at få andre til at forstå, hvordan det er at have demens.

På hjemmebanen skriver hun omhyggelige noter, navne, datoer, steder, til alle sine fotografier. En overgang bager hun kage til et værested for hjemløse. Det går godt i en periode, men så kan hun lige pludseligt ikke længere huske om hun havde kommet de rigtige ingredienser i dejen. En dag kan hun ikke svinge til højre i sin bil, og kørekortet bliver erstattet af busture. Da det samme – det med højresvingene – gør sig gældende på cykelturene, planlægger hun ruter der kun består af venstresving.

Wendy melder sig som forskningsdeltager og stiller sig til rådighed, hvor der er behov for at vide noget om demens, og det er ganske mange steder. Demens er ikke et sjældent fænomen.

Konkluderende klarer Wendy sig godt med sin fremadskridende sygdom og bruger sig selv i samfundets tjeneste. Det vanskelige består er acceptere, at hendes døtre også rammes hårdt. Den gribende men dog usentimentale fortælling ledsages af mindre kapitler om det menneske Wendy var før diagnosen.

"

Birte Strandby, Bogvægten

En jeg kendte engang

"
Mange har sikkert læst romanen Stadig Alice af Lisa Genova eller har set filmen af samme navn, om den fiktive hovedperson, der får konstateret tidlig Alzheimers og de frygtelige konsekvenser sygdommen har, ikke bare for kvinden selv, men for alle der omgiver hende. Dette er den virkelige historie om Wendy, der som 58-årig får samme diagnose.

I bogen beskriver små korte kapitler skrevet i kursiv, hvordan sygdommen har ændret hendes personlighed og markant har indskrænket de ting hun kan, i forhold til hvad hun kunne før hun blev syg. Her af kommer bogens meget sigende titel og det at hun ikke kan genkende sig selv længere.

Det er en hudløs ærlig fortælling om hendes kamp for at leve med sygdommen og for at hjælpe andre med Alzheimers, til at få en bedre tilværelse. Da hun selv fik diagnosen, skete der ligesom ikke rigtig mere, hun blev bare overladt til sig selv. Sundhedssystemet havde ikke mere at byde på, før der skulle tages stilling til, hvilket plejehjem hun skulle anbringes på, når hun ikke kunne tage vare på sig selv længere. Derfor satte hun sig for, at gøre omverdenen opmærksom på problemstillingerne og for at forbedre sundhedspersonalets viden og ikke mindst tilgang og omgang med folk med demens...

 Selvfølgelig er det en rørende og hjertegribende bog at læse, men det jeg allerbedst kunne lide, er at den også giver håb og spreder livsglæde, fordi hun viser hvordan man ikke nødvendigvis LIDER af demens, men istedet sætter fokus på,  hvordan man kan lære at LEVE med sygdommen.

Det var en fantastisk læseoplevelse, som gav mig en unik indsigt i livet med demens og som lærte mig utrolig meget om sygdommen. Jeg vil anbefale den til alle, da demens er en udbredt sygdom, som vi alle vil komme i berøring med på et eller andet tidspunkt i vores liv.

En jeg kendte engang får 6/6 stjerner."

Birgitte Bach, bachbooks.blogspot.com

Sirenesang

"

Adrian McKinty: Sirenesang

Skrevet af Morten Kidal den 26. juli 2018 – 07:480 kommentarer

Adrian Mckinty skruer i dette andet bind i serien om kriminalassistent Sean Duffy tiden tilbage til Belfast i starten af firserne. Borgerkrigen mellem katolikker og protestanter lurer om hvert hjørne og bryder ud med korte mellemrum. Skudsalver brager i gaderne, røgen driver kvælende, og helikopternes brummen høres alt for ofte. Ingen er fredet, og ingen kan vide sig sikker. Eksempelvis så tjekker enhver god politimand, om der er placeret en bombe under bilen, før han sætter sig bag rattet.

Dette er bagtæppet for den forbrydelse, som Duffy skal opklare. Et torso er dukket op i en kuffert, og afdøde viser sig at være en pensioneret amerikaner, der tilsyneladende rejser rundt og bedriver lidt slægtsforskning.

Det er en svær nød at knække for Duffy, hvis overordnede gerne ser, at han lægger forbrydelsen til side i bunken med de andre uopklarede sager. Men ganske langsomt lykkes det vores antihelt at grave sig dybere og dybere ned i en gåde, der har lange og farlige fangarme. For mere end ét lands efterretningstjenester er indblandet, og det går ikke stille for sig, da Duffy kommer for tæt på sandheden. For offeret er selvfølgelig ikke turist. Han er på udkig efter skumle typer, og det koster ham livet.

Duffy er en sammensat karakter. Han er katolik i et protestantisk politikorps, fandenivoldsk og glad for både damer, irsk whisky og et skud vodka med lime. Han har indgående kendskab til klassisk musik såvel som 70’ernes og 80’ernes rockballader, og kunst har han såmænd også et godt indblik i. På steder er det på nippet til at være lidt for meget, men skildringerne fra Belfast, personkarakteristikkerne og et umanerlig spændende plot, hiver ’Sirenesang’ flot op. Det er en blændende god bog, og man fornemmer levende desperationen i datidens Belfast, og hele den håbløse krigslignende situation, hvor naboer, venner og familier kaster sig over hinanden i blodige opgør. Så jeg glæder mig til, at Forlaget Olga sender flere af Mckintys krimier på gaden.

"

Morten Kidal, Bogblogger.dk

Mr. Bridge

"Mr. Bridge
Evan Connells bog om Mr. Bridge er en udbygning af historien om Mrs. Bridge – den er sagen fra et andet synspunkt, om man vil. Mr. Bridge er skrevet efter Mrs. Bridge, men foregår før. De to bøger minder meget om hinanden, til dels fordi mr. og mrs. Bridge minder meget om hinanden, men især fordi disse bøger i høj grad bæres af fortællestilen.
Det er bøger som er strippet for mange af romanens sædvanlige virkemidler, som for eksempel plot, tempo og dybe persontegninger. Det er langsomme bøger, som i små stregtegninger af hverdagsmomenter lader os kigge ind i hovedpersonernes hverdagsliv, som det udfolder i en forstad til Kansas City i mellemkrigstiden. Og det virkelig forstadslivet, vi her får et indblik i, i en tid som virker uendeligt fjern, men som faktisk ikke ligger så forfærdeligt langt tilbage. En tid med en masse selvpåførte, snærende bånd, og en tid hvor verden var meget lille. Alt fremmed forekommer ubegribeligt og dermed farligt, og ekstrem konservatisme, sexisme, racisme, antisemitisme og garanteret en masse andre -ismer, som jeg helt har glemt at vi engang havde brug for et navn til, er dagens orden.

Det lyder ikke rart, og Connell giver os da heller ikke mange indlysende grunde til at holde af mr. Bridge. Han er en småtskåren mand i virkelig små sko – men med et varmt og uregerligt hjerte, som han desperat forsøger at holde under kontrol. Og det er faktisk ret rørende. Det er for så vidt hans eneste formildende træk, men det er også nok. For et varmt og uregerligt hjerte under streng kontrol kalder netop på de ømme følelser, og jeg blev i hvert fald vældig engageret i mr. Bridge’s historie. Jeg blev nysgerrig på ham, og havde sådan lyst til at prikke ham på skulderen og give ham en hånd. For han forstår ikke livet. Det pusler ham, og alt hvad der pusler ham, bliver gemt væk. Selvfølgelig ligger det og murrer i ham, men hans forestilling om livet er så fastlåst, at han ganske enkelt ikke formår at bryde fri af den – og netop denne ufrihed er, for mig at se, det største tema i bogen.

Hvor bogen om mrs. Bridge bød på en dramatisk slutning, får denne historie lov til stille at rinde ud, og det klæder den. Man sidder måske tilbage med en lidt urolig fornemmelse af noget uforløst, men netop den fornemmelse tænker jeg, er et gennemgående element i mr. Bridges liv, og således en smuk slutning på en stille fortælling.

De er fine, de to bøger om familien Bridge. De drager læseren med dybt ind i et univers som vi jo egentlig godt vidste eksisterede, men som jeg i hvert fald aldrig ville have tænkt nærmere over, hvis ikke det var for Connells beretning. De giver en forståelse for det stille, begrænsede liv, og tilbyder en forklaring på, hvorfor et livsforløb nogen gange synes stivnet i hårde, fastlåste synspunkter. Det er nemmere at åbne sit hjerte for den afstumpethed som presser sig på overalt, når den præsenteres i en verden der ligger langt fra ens egen. Jeg tror såmænd, vi alle kan blive klogere på både os selv og vores verden gennem historierne om mr. og mrs. Bridge. Nå ja, eller Walther og India som de også hedder, men på en eller anden måde føles det omklamrende familiært at kalde dem det. Det kan godt være vi får lov at kigge dybt i deres sind, men sådan virkelig at lære dem at kende, så man er på fornavn med dem? Nej.

Bøgerne får mine varmeste anbefalinger. Jeg vil klart anbefale at man læser dem begge, og jeg synes de skal læses i den rækkefølge, de er skrevet: først Mrs. Bridge, så Mr. Bridge. Så får man den fulde glæde ved at lære om familien i små bidder, uden at vide for meget for hurtigt. For det er en historie som tager tid. Og det må den gerne.

Tak til Forlaget Olga for anmeldereksemplaret, som jeg nød i fulde drag!

"

Pia Trans, fiftyfabulous.dk

Bøger på vej