Alt det mænd er

"Viden om mænd
Nogle bøger bliver simpelthen givet forsider, som man tror har til formål at skræmme læseren væk. David Szalays 'Alt det mænd er' (Forlaget Olga) er et eksempel på dét, men du skal ikke lade dig skræmme, for her er en blændende god bog, som du både kan fordybe dig i, lære noget af og ende med at forelske dig i. Præcis som når du møder en vidunderlig mand.
Og det er netop det, bogen handler om: 9 portrætter af den moderne mand,skrevet næste banalt og altid i nutid. Vi møder manden i hans forskellige aldre med forskellige bekymringer, udfordringer og glæder, men også med en klar og tydelig kønsidentitet og en kompliceret maskulinittet. Den kan næsten læses som et feltstudie eller som en forklaring på tusind af de spørgsmål man som kvinde kan være nødt til at stille sig selv. og samtidig er bogen en roman drevet frem af en motor af lige dele længsel og kraft. Jeg er vild med den. På trods af indpakningen,
5 hjerter."

Og i morgen er jeg væk

"Irsk krimi leverer skarpe skud og flot slebne replikker
Adrian McKintys nyeste om strisseren Sean Duffy er hans hidtil bedste i serien.

"Han var hujende amoralsk og foragtede samtlige sider i Nordirlands nytteløse relligionskrige. For ham var nationalisme en giftig bagskid fra det nittende århundrede, og jo før folk begyndte at tænke på sig selv i stedet for fædrelandet, jo bedre".
Sådan hedder det både kontant og kynisk om sjoveren og spindoktoren, men også sympatiske Lee McPhall. Det synes i hvert fald den irske forfatter Adrian McKintys hårdtslående, hårdkogte, hashrygende og jegfortællende antihelt, strisseren Sean Duffy med en broget smag i alskens musik fra Brahms til Beatles. Her over midten i McKintys nyeste på dansk, 'Og i morgen er jeg væk', hvor Duffy fra at være faldet i britisk unåde pludselig samles op af det engelske efterretningsvæsen i skikkelse af  den mystiske og enigmatiske Kate runden af angloirsk landadel.
Nu skal han kastes ind i den ovennævnte religionskrig mellem katolske republikanere og protestantiske royalister, The Troubles dengang i 1980'erne. Borgerkrigsagtige tilstande, som kanske kommer tilbage med Brexit.
Her er vi i Margaret Thatchers benhårde liberal-konservative regime med nedskæringer, krig og kriser og selvfølgelig eskalering af konflikten mellem Eire og England. En gruippe dødsensfarlige, fanatiske IRA-mænd flygter fra det berygtede Maze-fængsel. Alt tyder på en fordækt plan, hvor der pønses på et terrorkomplot aldrigfør set mage på de britiske øer.
Hovedmanden bag dette er en af Duffys skolekammerater fra barndommen. Nu skal han opspore denne for ikke stadigvæk at være frosset ude af politiet i Belfast og omegn. Han bliver nødt til at indgå en handel med sin fortid og det barndomsfolk, som indædt betragter ham som en forræder.
'Og i morgen er jeg væk' er helt klart McKintys mest ambitiøse i serien om en tough strømer stedt i det nordirske vadested og tidehverv. Det er også hans bedste, mest velskrevne med en fin balance mellem plotlæggelse og blotlæggelse. Mellem den virkelige historiske historie og fiktionens flamboyante version. Ovenikøbet tilsat det lukkede rums klassiske mysterium, en evergreen inden for genrens repertoire af komplicerede gåder og gordiske knuder.
Faktisk er denne del den bedste uden dog at overskygge det overordnede, at fange terroristerne, før det er for sent. Akkompagneret af den melankolske og nostalgiske melodi, hvor gælisk fortid og sprog flettes ind i de moderne tider, som smager bittert og besk for alle parter, protestanter såvel som katolikker.
Det hele ender, som det skal,hvor der skydes igennem med skarpe skud sekunderet af spidse og slebne replikker.
Trist folkemusik og elegiske toner som i et hvert irsk rekviem. Men spændende.

"

En jeg kendte engang

"

Bogen er meget velskrevet og letlæselig, selv om det er et vanskeligt emne. Vi føres direkte ind i, hvordan det kan opleves at blive ramt af demens. Wendy har stadig ord til at beskrive de forandringer, der sker i hendes hjerne og alle de forandringer, demens medfører i hendes dagligdag. Lige fra den første forvirring, hvor hun forsøger at dække over sin usikkerhed på områder, hun tidligere havde helt styr på. Til erkendelsen af at hun har fået en uhelbredelig sygdom, og hvordan hun tackler den proces. Hun peger vigtigt nok på, at der er en start og en slutning på demens, men der er altså også alt det ind imellem, og det er det, hun især beskriver.

Som pårørende til en mand, der fik demens, læser jeg så mange lighedspunkter i de erfaringer, hun gør sig. Vi er på hver vores side af demensen, hos Wendy er sygdommen uigenkaldelig og ændrer hendes liv i en fysisk og mental nedadgående spiral. For mig som pårørende oplevede jeg min mands tur den vej, men jeg oplevede også så meget af det, der beskrives i bogen i mig selv (og som jeg har beskrevet i min bog om at være pårørende ægtefælle ”Kan jeg sygemelde mig hos Gud?”).

I ”En jeg kendte engang” er der sat ord på nogle af de oplevelser, jeg er sikker på også var i min mands sind. Tomheden, ordene der forsvinder, pludselig forvirring over, hvor man er (hvor Wendy har en strategi for, hvordan hun klarer det, havde min mand en anden. Om det var bevidst, ved jeg ikke. Men han blev f.eks. siddende i en bus eller et tog til endestationen, hvis han ikke vidste, hvor han var, uden at gå i synlig panik. Han blev opfarende eller lukkede af i andre situationer.) Wendy finder ud af at bruge ørepropper, når lydene efterhånden bliver et problem, da lyde tiltager i styrke. Min mand blev opfarende ved et nys eller en støvsuger, der gik i gang, lydene har sikkert været meget høje og skræmmende i hans hoved.

Wendy mødes med andre demensramte og har et fællesskab der, som er af stor betydning. I mit eget liv som pårørende kan jeg genkende betydningen af at komme i en gruppe sammen med andre, der er i samme situation.

Ligesom Wendy finder ud af, at der også er positive oplevelser med den forbandede sygdom, man ikke kan helbredes fra, så har jeg selv haft det på samme måde. Livet bliver mere intenst, man mister nogle venskaber, men man får også nye og værdifulde venskaber. Hendes energi og kræfter bliver brugt på at engagere sig i det offentlige liv, i samfundet, hvor hun vælger at lægge behovet for at være privat til side og fortæller om, hvordan demens påvirker hende. Hun sætter sig ikke og venter på, at sygdommen spiser hende. Selv har jeg også fundet det meningsfulde i at engagere mig i forholdene for pårørende og demensramte og fortælle den del af min livshistorie.

Hendes kritik af, hvordan læger og andre fagfolk taler ned til hende eller taler med den raske i stedet for den demensramte, kender jeg også til som pårørende. Hendes kritik af, hvor dårligt arbejdsmarkedet er til at fastholde demente på arbejdsmarkedet, så længe man kan, og den manglende indsigt i demensramtes situation, forstår jeg så godt. Jeg oplevede selv det samme, blot ikke med en demensdiagnose, men som pårørende til en mand med demens. Den manglende indsigt og rummelighed betød for mig som for Wendy en fyreseddel.

Papirlapperne, Wendy bruger for at huske, kender jeg også til, ikke i samme omfang som hun er nødt til, men hvis jeg skal huske, skriver jeg ned på de små post-it. Man finder sine strategier.

Den store forskel er, at Wendy ved, hun mister mere og mere af sit gamle selv. Det gamle selv, som hun taler med i bogen, og hvor man får et dejligt billede af, hvem hun var, før demensen greb hende.

Hun vælger at tage verden til sig og indrette sig efter det, der ikke kan ændres. Sådan har jeg også haft det i årene med min mands demens. Jeg har ikke set ham som en skal, men som en mand, hvor demensen har ændret mange sider af ham, men bag alt det så jeg også ham, hans humor og ind imellem glimtet i øjet. Vi var i nuet, det eneste sted hvor man kan være med demens.

Wendy fokuserer på det, der kan lade sig gøre, hun lever i nuet, men bag det er der også smerten over den måde at miste lidt af livet på dag for dag.

Jeg kender også smerten at miste sin kære dag for dag.

Hun kommer med opsang, kritik, informationer og personlige erfaringer, så længe hun kan for demensen.

Der er i bogen overvejelser om retten til at tage sit eget liv, hvilket dog vælges fra ene og alene af hensynet til hendes to døtre.

Demens rammer tilfældigt, og skulle jeg blive ramt af demens en dag, så håber jeg at have den samme livskraft som Wendy til at leve livet og ikke sætte mig passivt ned. Som hun beskriver det, så er det bedst at holde sig i gang, så ens færdigheder bevares længst muligt. Alt tager længere tid for hende efterhånden, og meget kan hun ikke mere, f.eks. lave mad, huske ting der ikke står fremme, hun ved ikke hvem de mennesker, hun møder, er, men hun lever sit liv, så længe hun kan, hun falder og går langsommere.

Jeg synes, at denne bog er virkelig velegnet til læsning af både pårørende til demensramte, af kolleger, af fagpersonale og også af demensramte, som stadig formår at læse.

Skrevet af Nina Harboe, forfatter til bogen "Kan man sygemelde sig hos Gud?"

En jeg kendte engang

"

Wendy falder pludseligt under sin løbetur. Der er ikke sket noget, men faldet chokerer hende, og hun har desuden følt sig uklar i hovedet i et stykke tid. Diagnosen er Alzheimers, demens.

En jeg kendte engang er en stærk og gribende beretning om at acceptere det uundgåelige og lære at leve med, at minder, oplevelser, navne langsomt forsvinder.

Wendy fortsætter med at passe sit arbejde på hospitalet. I begyndelsen skjuler hun den snigende demens for kollegerne. Hun har hele undersiden af sit skrivebord oversået med post-its, men et nyt computerprogram bliver fuldstændigt umuligt at lære, og hun glemmer både navne og mennesker. Til gengæld lykkes det hende at gøre en indsats for at få andre til at forstå, hvordan det er at have demens.

På hjemmebanen skriver hun omhyggelige noter, navne, datoer, steder, til alle sine fotografier. En overgang bager hun kage til et værested for hjemløse. Det går godt i en periode, men så kan hun lige pludseligt ikke længere huske om hun havde kommet de rigtige ingredienser i dejen. En dag kan hun ikke svinge til højre i sin bil, og kørekortet bliver erstattet af busture. Da det samme – det med højresvingene – gør sig gældende på cykelturene, planlægger hun ruter der kun består af venstresving.

Wendy melder sig som forskningsdeltager og stiller sig til rådighed, hvor der er behov for at vide noget om demens, og det er ganske mange steder. Demens er ikke et sjældent fænomen.

Konkluderende klarer Wendy sig godt med sin fremadskridende sygdom og bruger sig selv i samfundets tjeneste. Det vanskelige består er acceptere, at hendes døtre også rammes hårdt. Den gribende men dog usentimentale fortælling ledsages af mindre kapitler om det menneske Wendy var før diagnosen.